restepladsDu har panikkens tavshed

løsningen på et ligegyldigt samfundsproblem.

Du har panikkens tavshed

Mellemrummet mellem hendes øjne var så bredt

som en sti der løb i håndsbredde op gennem hendes ansigt.

det fik hende til at se åndssvag ud. Sådan dum på neandertalermåden.

så dum så hun ud, at folk blev helt forskrækkede, når hun talte og der kom rigtige ord ud.

nogle gange yndede hun at tale i dybt intellektuelle vendinger,

tale om polyethylen og klassifikationsregimer

i stedet for blå plastiskposer

og folk sagde Åh Gud, og holdt hånden op foran munden

som var de i cirkus og havde mødt den talende abe.

men det var bare Marie.

efter sit første forsøg på at blive rigtig klog og respekteret på grund af sin inderside,

gik hun over til røde gummistøvler, så havde folk da det at undre sig over, hvem fanden gør i røde gummistøvler tænker folk og så havde de da det at tænke over.

men hun lignede stadig en pløjemark i ansigtet med det alt for brede hjulspor gennem det lidt tilfældigt møblerede ansigt.

folk der så hende bagfra synes hun havde meget normalt pænt, næsten smukt hår, men glemte det som oftest når de så de røde gummistøvler, så vidste man ligesom godt hvad klokken havde slået.

sådan var Marie, hun havde vel vænnet sig til det, så vi holdt til sidst op med at kalde hende for øgenavne, til sidst kom hun bare til at hedde alle de underlige ting, og man glemte altid lidt at hun var der, eller kunne høre, mene eller sågar føle sådan rigtigt. Men Marie, hun var nok sådan meget ligesom mig

Hun cykler højere end han, det er noget hun har lært.
At bryde himmelens kuppel
Blå mod blå
Blive en del af
Den
Hun tilfører himmelrummet elegance,
Sit feminine åndedræt. Hans cykel er en heliumballon et barn har givet slip på
Spurter rundt om fuglene på må og få,
Skrigende rød og opmærksomhedskrævende

Hun har trænet hovedets perfekte vinkel
nÅr stellet rammer glasset

dets krystallisering en mild snestorm

han når aldrig længere end fuglene,
basker forvirret omkring ham forstyrrer luftens stilhed
med deres skræppen

Hun cykler tavst, han cykler støjende
Uden respekt
For sine omgivelser omstændigheder
Hun er blå mod blå
Metal mod glas
Inderlig symbiose
I sin flugt fra jorden

Du har lejet mig for 15 minutter

i 15 minutter er jeg helt og holdent din

du fandt en gammel attest  og fik mig til at skrive under

på en linie lige under ALTING

Jeg sidder i Esbjerg da kontrakten tikker på en fax ind med også dit samtykke

du er meget langt væk og alligevel tvinger du mig i din første sms til at tænke på dig

så beder du mig om at gå udenfor, ud midt på marken

og jeg tænker på hvad dette har kostet dig, hvor er det dog spild at hun ikke bruger mig til noget fornuftigt

Da ringer hun til mig. Fra København

beder mig: “ti stille med mig i 14 minutter”

Skriv et digt på 10 linier om et dyr. Sæt herefter linierne i alfabetisk rækkefølge. Starter to linier med det samme ord (hun, hun) regnes dette overhoved ikke med i alfabetiseringen, men man tager 2. ord i disse linier.

da strækker hun de røde arme ud til siderne, gabende, og det blotter hendes løvagtighed.

Det er som om hun kaster blod ud af hænderne i den stærke bevægelse

som har hun flået hovedet af den sovende mand.

Eller korsfæster sig selv fordi hendes løve forsvinder mod de postkasserøde vægge der hælder en smule ind over hende. Og ham!

Hun giver sig til at sy i ham. Han er i stykker. Hun forsøger at lukke sine smukke læber om hans sår, det prøver at vække noget inde i hende…

Han rejser sig, sender hende det blik helt der oppe fra, hvor hun ved han flyver.

Han vender sig og lander et sted i Afrika. Congo måske.

Hun rejser sig på poterne, lægger sine hænder mod hans nøgne ryg.

Så vågner hun og lægger hænderne mod hans bløde hals der hvor huden sidder fast.

Hun bider ham kun blidt i skulderen, men han kan ikke længere tale.

Der er for lidt ilt deroppe i hans tanker.

Der ser hult ud inde i hans nakke.

Måske er der kun luft og svævende fugle derinde. Hun burde æde dem.

Slå dem ihjæl med sine skarpe kløer.

Prikke deres troløse hjerter ud pip for pip.

Hun ridser hans ryg igen til den bløder og suger blodets tavse væske til sig.

Der er hul i mit hoved

det er der alle dyrene kryver ind

fløjter og graver sig ned i plænen

fødes, slår skallen itu

jeg dør og lever og styrter rundt og rysterdem ud af hovedet

kryber sammen om det nye æg

letter på albatrossens vinger

og render panden mod muren da du ser mig med bankende arme

sådan står jeg nøgen

I go to parties like anyone my age does. Parties look, apparently, similar up here in copenhagen as they did back in lisbon, out in boston, far away in brazil. I said apparently.

Lars’ housewarming party is moving at the pace of the girl he is about to introduce me. She is the DJ, the best dancer, and the air is filled with her charm. Her clothes are tight, a black hat that she doesn’t take out which contrasts with her long blond hair. Impossible not to notice. Everyone has noticed her, and here is my chance, hey Sophia… tak for muzik, tak for danse, my eyes desiring imagining the end of the night lying in the couch asking Lars – may we crash here? – and the moment of courage and pride kissing her softly in the lips, taking her hat and putting it in my head. She says something joyful small-talk and keeps looking at me and at my flowing skirt.

We play a little. Lars hugs me from behind – er hun ikke sød? Det er hun. She also has a story like yours, – he tells – she hit a policeman that was trying to grab her breasts, she was handcuffed, hit him with the head, blood coming out of his nose. And shame. Godt gjørt – I say to her. Maybe my fantasy was going too far – perhaps we could do it slowly. Phone number. Picnic. A film in my bed, on the computer. my head on her tight. Her caress.

Lars tells me she’s not only sweet, her twins are too. Her husband too.
Oh! Fucking independent women. They should stay home with their perfect looking families and not disrupt our parties or our nights or our hopes.