som bombombombemaskiner trækker vi huller gennem hjernebarken
fylder dem med tilfældigt krudt eller vakuum
fremmede sind i 28 organers tilfældige møde i ord
vi vil gerne ånde sofagrænserne ned fra dine tv-øjne
dine pvcløgne smuldrer af din hud og du bliver så hurtig gammel
velkommen
nøgenhed
vi bytter gerne dine øjne for vores fingre. vi er jo bare børnene. fragmenterede rester af maskinpiloternes hærgen under skrivepulten.
klik.
vi er vores egen uskrevne sidste side der kastes i blænderen som det første i enhver ny dag, for derefter at vokse, og vokse, vulgært rækkende i alle retninger da vi er løbet tør for bordben.
ræk ind i os, vi har også en maskine vi kan koble dine fingre til og lodde dine dybder med hertz og udenfor byen i kælderens kalden, kaste med regler og vokaler, måske en dag med bøger.
