Pløjemark

Mellemrummet mellem hendes øjne var så bredt

som en sti der løb i håndsbredde op gennem hendes ansigt.

det fik hende til at se åndssvag ud. Sådan dum på neandertalermåden.

så dum så hun ud, at folk blev helt forskrækkede, når hun talte og der kom rigtige ord ud.

nogle gange yndede hun at tale i dybt intellektuelle vendinger,

tale om polyethylen og klassifikationsregimer

i stedet for blå plastiskposer

og folk sagde Åh Gud, og holdt hånden op foran munden

som var de i cirkus og havde mødt den talende abe.

men det var bare Marie.

efter sit første forsøg på at blive rigtig klog og respekteret på grund af sin inderside,

gik hun over til røde gummistøvler, så havde folk da det at undre sig over, hvem fanden gør i røde gummistøvler tænker folk og så havde de da det at tænke over.

men hun lignede stadig en pløjemark i ansigtet med det alt for brede hjulspor gennem det lidt tilfældigt møblerede ansigt.

folk der så hende bagfra synes hun havde meget normalt pænt, næsten smukt hår, men glemte det som oftest når de så de røde gummistøvler, så vidste man ligesom godt hvad klokken havde slået.

sådan var Marie, hun havde vel vænnet sig til det, så vi holdt til sidst op med at kalde hende for øgenavne, til sidst kom hun bare til at hedde alle de underlige ting, og man glemte altid lidt at hun var der, eller kunne høre, mene eller sågar føle sådan rigtigt. Men Marie, hun var nok sådan meget ligesom mig