Becomming animal

da strækker hun de røde arme ud til siderne, gabende, og det blotter hendes løvagtighed.

Det er som om hun kaster blod ud af hænderne i den stærke bevægelse

som har hun flået hovedet af den sovende mand.

Eller korsfæster sig selv fordi hendes løve forsvinder mod de postkasserøde vægge der hælder en smule ind over hende. Og ham!

Hun giver sig til at sy i ham. Han er i stykker. Hun forsøger at lukke sine smukke læber om hans sår, det prøver at vække noget inde i hende…

Han rejser sig, sender hende det blik helt der oppe fra, hvor hun ved han flyver.

Han vender sig og lander et sted i Afrika. Congo måske.

Hun rejser sig på poterne, lægger sine hænder mod hans nøgne ryg.

Så vågner hun og lægger hænderne mod hans bløde hals der hvor huden sidder fast.

Hun bider ham kun blidt i skulderen, men han kan ikke længere tale.

Der er for lidt ilt deroppe i hans tanker.

Der ser hult ud inde i hans nakke.

Måske er der kun luft og svævende fugle derinde. Hun burde æde dem.

Slå dem ihjæl med sine skarpe kløer.

Prikke deres troløse hjerter ud pip for pip.

Hun ridser hans ryg igen til den bløder og suger blodets tavse væske til sig.