Efter internettets tråde

Trådene var spændt lavt ud hele byen

i et net af knuder mødtes de og hægtede sig sammen

som var der en større plan med det hele

alle slags tråde, reb, hvide tynde snore, grønt garn lappede linier ind over hinanden og gjorde himlen ternet (hvilket man først ville opdage hen ad morgenen)

råderummet var begrænset og folk måtte kravle rundt for at undgå snorenes berøring

Mændene og kvinderne i de hvide skjorter stod tavse på deres pladser med deres kikkerter og holdt deres snor

heroisk frøs de i vinden med blafrende hår og så ned på folk der kom ud

tøvende på alle fire, genfødte babyer, missende mod gadelyset

tøvende, søgende efter passende fysisk afstand

tøvende, så langsomt talende

ingen af dem vidste rigtigt hvilken funktion nettet over dem havde

de var så vant til det anderledes, men dog en anden møde anderledes

nogle slog usikre hovederne sammen og så stammende ned i asfalten

de stadig levende så magre ud efter Dagene

da internettet blev forbudt mente Vi de havde glemt for altid hvordan man råber

men enkelte gav høje skriv fra sig dernedefra

Efter Dagene var de første begyndt at kigge på tapetets falmede bøjende hjørner

da var de første stearinflammer blevet tændt i vinduerne

det var som om at nogle havde tændt ild til noget af al luften for flere og flere løsrev øjnene fra de tomme sorte skærme

de vaklede ud på de mørke trappeopgange og ingen vidste hvem de andres skygger var

I de dage var det stadig svært at se hvilket af verdenerne der havde vundet

havde Vi slået dem alle sammen ihjæl i vores forsøg på at redde menneskeheden?

men de kom kravlende ud, efter Dagene, følende efter alting, så hårde, uhåndterlige alle disse Virkelighedens ting var

sådan tænkte jeg også efter jeg blev frelst

eller …”frelst” lyder så universelt rigtigt, så totalitært

afvendt

”slipper de?” spørgsmålet stod så tydeligt i ansigterne på folk da de først fik øje på os

”lader de også dette net falde, denne trange himmel, og dræber de os også i denne verden?”

selvfølgelig tænkte de sådan

ingen turde sige det endnu, råbe det, ingen følte rigtigt at de havde kontrol med tingene i denne verden

enkelte begyndte at hviske sammen

om nettet

de begyndte at kommunikere rigtigt igen

enkelte rørte ved hinanden

mens de første havde sex i skjul for vores kikkerter under et buskads

hvor symptomatisk at vi ikke vidste at mennesket havde overlevet i os

at vi havde sejret så kort efter Dagene og stod så usikre med vores snore og lod dem stirre og spekulere og hviske om vores skjorter og nettet børstede asfalten af de krogede fingre