Døden er ikke et punkt men en linie

Sådan tænkte han og blev forundret over sin genialitet

Døden etc.

Han ville gerne lave noget mere og ikke bare farve luften gul med sin ånde

Han kunne se på sin kalenders krøllede efterårsblade

at linien bevægede sig kravlende fremad

linien var spændt ud fra hans pande og for det meste vidste han hvor den sad fast i morgendagen

alt for meget vidste han om denne triste matematiske formel

ud gennem hans hår stragte den sig, søvnigt, stærk, sikker

Han lavede ikke nok man kunne dø af

der var for meget alderdom i hans uddannelse

for lidt højde under linen

Gid pastaen ville vælte ud af alle hans hårrødder

og flå ham i 1000 retninger

Han stiller sig ud på altanen

og langsomt begynder der at komme sår til syne på hans knæ

han stiller sig op på stolen

videre op på bordet

op på gelænderet

et sted er der nogen der skriger

han kan se hele verden gennem suget i sin mave

han kravler ned ad nedløbsrøret og løber ud af den nærmeste vilde gade på strømpesokker